Fra idé - 

til virkelighed!


I 1998 tog en gruppe mennesker fra Humlebæk og Fredensborg initiativ til at etablere et seniorbofællesskab.

Gruppen stod foran et stort arbejde:
- Skulle der købes grund, eller skulle der lejes?
- Hvor skulle grunden ligge, i bymiljø eller på landet?
- Hvor mange boliger skulle der bygges?
- Skulle det være træ - eller stenhuse?
- Osv. osv.

I 2003 viste der sig en mulighed for at leje en grund af Kongsdalfonden.
Grunden var placeret tæt på centrum i Fredensborg - lige syd for jernbanen ved Kongevejen.

Florahøj blev navnet
På grunden ligger en høj bevokset med gamle bøgetræer, der er udlagt som fredskov.

Omkring år 1900 lå landejendommen ”Florahøj” på stedet.
Landejendommen blev senere indrettet til børnehjem, hvor børnene både gik i skole og hjalp til med mark- og staldarbejde.
Seniorbofællesskabet tog navn efter landejendommen, og Fredensborg-Humlebæk Kommune indvilligede i, at vores vej ligeledes kom til at hedde Florahøj.



 

 

Beboerarbejdet
Andelsboligforeningen har en bestyrelse, og derudover er der nedsat en række udvalg og arbejdsgrupper, der udfører forskellige opgaver – f.eks. angående de grønne områder, kulturelle arrangementer og fælleshuset.

Der er ikke tilknyttet en vicevært til byggeriet. Det er beboerne selv, der står for dette arbejde, og det har alle det fint med.

Der holdes jævnligt medlemsmøder, hvor alt vedrørende bofællesskabet drøftes. Det forventes, at alle deltager.

Fælleshuset
Fælleshuset danner ramme om aktiviteter som f.eks. lejlighedsvis fællesspisning, kulturelle arrangementer og kortspil.


Beboerne kan låne fælleshuset til egne, private fester, og der er indrettet to værelser, hvor gæster mod mindre betaling kan overnatte.

Beboerne
For at kunne erhverve en andelsbolig skal man være mellem 50 og 70 år og fuldt ud kunne tilslutte sig seniorbofællesskabets vedtægter. Det forventes, at andelshaverne deltager i de arrangementer og opgaver, der bliver vedtaget af fællesskabet. Deltagelse i arbejde i arbejdsgrupper og udendørs arbejde er dog obligatorisk, (idet størrelsen af den månedlige boligafgift forudsætter, at en del af vedligeholdelsesarbejdet sker ved egen indsats).

Tilsagn om erhvervelse af en andelsbolig vælges frit ud fra den til enhver tid værende interesseliste og beror i øvrigt på en samtale med foreningens beboerudvalg, der under samtalen sikrer sig at pågældende ny andelshaver virkelig vil bofællesskabet og i øvrigt vurderes til at gå fint i spænd med foreningens øvrige beboere. Efterfølgende vil foreningens bestyrelse skulle kunne godkende pågældende nye andelshaver.

Vi er alle medlemmer af en forening, hvor vi har lysten til og interessen i at have et nær-fællesskab, og hvor vi kan hjælpe hinanden, når behovet er der.

Adresse
Henvendelse vedrørende optagelse på interesseliste:
A/B Seniorbofællesskabet Florahøj,
Att: Beboerudvalget,
Florahøj 19,
3480 Fredensborg.

lisbund@hotmail.com

Revideret  2022.